Refleksion af bestyrelsesmedlem Britta Eckhardt
Jul med levende og savnede
Jeg er lige blevet uddannet som certificeret sorgvejleder via Mai-Britt Guldins uddannelse med fokus på fortællingen og bevidning. (Det narrative perspektiv).
I den forbindelse er jeg blevet bevidst om, hvor stor betydning det har at tale med den sørgende om den mistede, elskede person.
Og nu her, hvor julen står for døren, er det, at vi skal blive bedre til at ”invitere vores døde med rundt om det tændte juletræ”, og tale om den, vi savner og ikke flygte fra sorgen. For rigtig mange, der har mistet i løbet af året, bliver dette den første jul uden deres elskede. En jul hvor døden har skilt dem fra deres kære. Og for mange andre en aften, hvor man savner uendeligt meget, selvom det er flere år siden, man har mistet. Mange efterladte vil prøve at holde jul som ”vi plejer”, for alt skal være så normalt som muligt med gaver, julepynt og mad. Men intet er, som det plejer at være. Der er én, der mangler. Mange vælger også helt at droppe alt det julehurlumhej og lukker sig inde i sig selv. Der er ingen glæde. Kun mørke.
Sådan kan mørket også fylde det hele for os, hvis vi bærer på skuffelser, nederlag, sygdom og tristhed. Her er budskabet til os nu i adventstiden, at vi har noget godt i vente! Et lys vil komme til os og lyse op i vores mørke.
For verden var aldrig helt forladt. Gud tændte en stjerne på himlen, og dem, der sidder i mørke, skal se et stort lys. Et lys, der kom til jord julenat og vil følge os alle årets dage. Et lys, som Gud i sin kærlighed sendte til håb og glæde for hvert eneste menneske!
”Frygt ikke”, sagde englen til hyrderne på marken. ”Frygt ikke” siges til os, uanset hvilken situation vi er i. Det er den sande trøst og glæde, at Gud blev menneske og slår følge med os og kender vores bekymringer og sorg og savn. Vi må fejre jul med både levende og afdøde. Der er så meget, vi med minderne aldrig kan miste. Håbets lys blev tændt i mørket, og vi kan fejre jul med glæde og tak for Guds gave, som vi må modtage.
Frimodigt kan vi synge J. C. Hostrups julesalme. Den synger vi i min familie med fætre og kusiner hvert år 2. juledag i den tradition, som min mormor og morfar begyndte i 1960, og som vi hvert år trofast har holdt traditionen i hævd med:
Julebudet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave.
