Lyden af stilhed

Af Tomas Sjödin

”Stilhed er fremtidens luksus” skriver den svenske præst og forfatter, Tomas Sjödin i sin seneste bog, ”Lyden af stilhed”.

Men hvordan finder man stilhed i en verden, der oversvømmes af en ustoppelig informationsstrøm og konstante stimuli? Og hvordan får vi vore sind stemte til stilhed i sådanne omgivelser? Man vælger stilhed ved at lade et kort tidsrum være tomt, skriver han. Man afstår fra at udfylde det, så det kan fyldes af noget andet…

”noget, som kommer til en som en anelse fra en anden verden, en verden, hvor tiden ikke farer afsted, en verden, hvor man kan høre slagene fra sit eget hjerte, fornemme sin egen længsel og få mulighed for at opfatte nuancer, som gør, at man kan kende forskel på guld og ragelse. For lytter man et øjeblik til dette ingenting, så hører man så småt, at det rummer en rytme og en melodi. Og, tror jeg, en mere holdbar måde at leve på.” (s. 8)

Man tager fejl, hvis man antager, at manden bag disse ord, er et roligt gemyt med et særligt gen for stilhed. Stilleleg var hans værste leg som barn. Han var snakkesalig, og som voksen kalder han sig selv et selskabsmenneske. Han lever et sprudlende liv med børn, bøger, klummer, menighed og suppekøkken.

De fleste ved godt, at stilhed kan være både liflig og kraftfuld, skriver han. Man kan undre sig over, at så få nyder den. ”Måske frygter vi stilheden, fordi den er blevet fremmed, tilmed skræmmende?” spørger han. Og dér befandt han sig også selv… indtil en dag, hvor han sad på Stadsbiblioteket i Göteborg. Han var i gang med forarbejdet til bogen ”Et brudt halleluja”, som udkom i 2009 og faldt over dette citat af Per-Anders Hellquist:

”Stilheden er ingen nul-tilstand. Stilheden er indholdsrig. Det, der sker i stilheden er, at et tykt tæppe fjernes fra vores akustiske hverdagsmiljø; vi får øje på alt det uanede, rige, som findes derunder, akkurat som når en undervandssvømmer møder havbundens mirakler.” (s. 10)

Sjödin beskriver sin reaktion på citatet således:

”Teksten fæstnede sig i mig (…) Jeg indså, hvad jeg havde savnet. At jeg, en snakkesalig midaldrende mand, længtes efter et hemmeligt sted dybt inde i et elsket, men overakustisk liv. Jeg begyndte at ane, at der er forskel på stilhed og tomhed, at der findes en fylde i stilheden, som kan berige livet med kvalitet…”

Forfatteren tager læseren med på sin rejse ind i denne stilhed. Ikke kun en mental rejse, men også en fysisk – gennem prærielandskabet i USA. Han beskriver stilheden, som den udfolder sig for ham gennem lange, øde strækninger og naturscener, som blev så indtryksmættet en oplevelse, at han aldrig ville kunne dele den med andre. En oplevelse, som umuligt lader sig indfange af et mobilkamera, og som han ligefrem kalder ’større end selve livet’.

Begrebet stilhed bliver yderligere belyst og udfoldet gennem samtaler med tre forfatter-kolleger, som han besøgte på sin USA-tur: Philip Yancey, Eugene H. Peterson og Mark Rutland. Desuden bliver bogen krydret med citater fra – og referencer til – så forskellige kilder som C.S. Lewis, Martin Lönnebo, Lewi Pethrus, Thomas Merton, Søren Kierkegaard, Lisa Eckdahl, Margareta Melin, Wilfried Stinissen, Johannes af Korset, Henri Nouwen, Moder Teresa, Kelvin Lindemann, Peter Plys og – ikke overraskende – Bibelen.

Sproget er let og uhøjtideligt, hvilket gør den lettilgængelig, det dybe indhold til trods. Med fare for at tage tingene ud af deres rette sammenhæng, vil jeg give nogle smagsprøver:

”Der findes en søgen efter stilhed, som har tomheden som mål. (…) Det er altså ikke det ærinde, jeg er ude i. Det, jeg forsøger at skrive mig varm på, er den stilhed og ro, som (…) gør os til mennesker med et klarere syn, en skarpere hørelse, et rigere og varmere følelsesliv og et dybere engagement.” (s. 23)

”Freden findes, og når den kommer på besøg, gør man klogt i at tage imod den, nogenlunde som man byder en god ven velkommen” (s. 36)

”Stilheden er bønnens livmoder” (s. 61)

”Bønnen er udtryk for, at vi er til, at vi lever, og at vi aldrig er mere menneskelige, end når vi beder. Ja, mere end det. Vi er aldrig mere os selv, end når vi beder.” (s. 115)

”Tanken om, at alt skal føre til noget og ligesom betale sig, er ødelæggende for kærligheden. (…) Det er mødet, der er meningen, ikke hvad det evt. kan føre til (s. 141)

”Stilheden er ikke målet. Gud er målet” (s. 181)

For mig har ’Lyden af stilhed’ åbnet et univers, jeg ikke kendte rækkevidden og dybden af. Et univers, der kan danne et farverigt bagtæppe for bøn, eller måske snarere væren sammen med Gud. En forståelse af bøn som noget langt større end ord.

Jeg medgiver bogen min bedste anbefaling til alle, der længes efter mere fred og ro i livet. Til alle, der ønsker inspiration til det at bede og være sammen med Gud i en ganske almindelig hverdag. Og til alle, der ønsker – med forfatterens ord – ”en mere holdbar måde at leve på.”

Grete Schärfe juli 2021

Lyden af stilhed

Kristeligt Dagblads Forlag 2021

209 sider.