Julen dufter af kanel, brændte mandler, gløgg og gran. Der er noget i luften, og det er ikke så svært at sige hvad. Julen er over os igen, fra de tunge røde plastichjerter i granguirlanderne på Strøget, til de tusindvis af blinkende lyskæder i næsten hver en lille have og vindue i det ganske land. Og SE, der er en julemand, mon han har klejner med? Selvom flere efter sigende ønsker en glad og dejlig jul, får ”rør blot ikke ved min gamle jul” en særlig betydning. Der er ikke den samme trængsel og alarm, som der plejer at være, og julens traditioner bliver nok ikke gentaget helt i sin oprindelige form. Der er noget, som heldigvis stadig er, som det plejer at være. Netop julens salmer, som igen i år synger julen ind over hele landet. Nok er vi bare sammen, hver for sig. Hvordan mon sangen bliver med mundbind? Og læg nu smukt din hånd i min, afstedkommer i år, som så meget andet, et etisk dilemma.
Hver en af os, tror jeg kan huske, hvordan vi kunne synge ”et barn er født i Betlehem og Halleluja”, og at der blev skrålet med engagement og kærlighed til julen og julens budskab. Det lille Jesusbarn er et billede på, at noget nyt sker, at der fødes håb og tro. Troen på, at der er noget, der er større end os selv og altid at række hånden ud. Møde ham med næstekærlighed. Der er mange, der har svært ved at have tillid til og tro på andre mennesker, men med barnet, oplever vi alle, at vi ikke kan lade være med det. Barnet vækker noget i os, der er større end os selv. Og det er dét, der er julens kerne.
Lad os så håbe, at Corona snart ’synger’ på sidste vers…
Det er jo et pragtfuldt udtryk, at synge julen ind. Vi synger julens budskab ind i hjertet, fordi julesalmernes ord minder os om, hvad julen egentlig går ud på. Der er mange traditioner ved juletid, men julesange er måske den bedste tradition, for det er med julesalmer, vi ånder igennem ved juletid. Allerede englene sang jo julen ind julenat for de fattige hyrder, som stod ved stalden, inden de fine gæster først kom ved Helligtrekonger, men det var sangen, der først viste vej til Jesus, og sådan er det stadig… tror jeg.
For mange betyder det meget at give hinanden gaver. Men den virkelige gave er, at vi i den mørke tid kan samles om håbet og tænde lys. Et år slutter, og vi begynder at se fremad. Men hvorfor ikke lade os ’begave’ frem for at lade os begrave i en trist og på alle måder skræmmende Coronatid?
Jeg vil forsøge at nyde julen, om end ikke med julelys i øjnene, så i lyset af julen. I den tro, at Gud blev menneskelig af kærlighed, og hvert menneske er elsket til døde og ind i evigheden af hans egen søn?
Det ser ud til, at jeg endnu en gang skal få lov at fejre en velsignet jul sammen med mine allernærmeste. Jeg vil lade mit indre barn synge, fordi jeg samler på jul.
Skrevet af klinisk underviser og bestyrelsesmedlem i DKS Charlotte Fabricius Kragh
“Julen har bragt velsignet bud”
Julen har bragt velsignet bud,
nu glædes gamle og unge.
Hvad englene sang i verden ud,
nu alle små børn skal sjunge.
Grenen fra livets træ står skønt
med lys som fugle på kviste;
det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.
BS Ingemann 1839
