Af medlem af bestyrelsen Jannie Pedersen
Den seneste tid har for mit vedkommende været alt for fyldt af opgaver og aftaler; støj både udenfor og indeni. Dér mærker jeg, hvordan det, jeg med glæde sagde ja til, nu presser mig ud over en imaginær linje, som en følelse af at stå på grænsen til ”frit fald”. Dér mister jeg ikke bare overblik og overskud, men desværre også energien og humøret.
På arbejde møder jeg patienter, der alt for tidligt eller i alt for stor ’totalsmerte’ må sige farvel til det kæreste, de ejer, livet med alt, hvad det indebærer. Der støjer det, som af et helt orkester, der spiller vilde satser om retfærdighed og uretfærdighed, om krav og ret….
I den støj rammer afmægtigheden mig som en lammelse. Hvad er det lige, man siger til trøst ind i den uretfærdighed den, syge oplever? Hvad giver mening der?
Når egen tank tilmed synes tom, da rammer mismodet endnu hårdere. Magtesløsheden i forhold til at slå til og bringe trøst og hjælp, bliver på en gang larmende og lammende.
Så her, hvor sommeren har taget fat, og ferien ligger om hjørnet, længes jeg med en barnlig længsel efter at kunne trække stikket. Længes efter, at hverdagens logistik, deadlines og alarmer sættes på standby. Længes efter, at en definition af, hvad der er retfærdigt og rimeligt i forhold til sygdom og behandling, ikke uafbrudt kræver min opmærksomhed.
Jeg længes efter ferie.
Og så længes jeg efter, at min beholder skal blive fyldt op.
Hvordan sker det? Det er der nok mange svar på og erfaringer omkring. Jeg blev for nylig mindet om et af svarene.
I 1. Kongebog 19,11-13 står der nogle tankevækkende og dejlige ord, der netop kan være til inspiration, når det handler om at blive tanket op. Profeten Elias længes desperat efter et møde med Gud – han er af flere årsager nedbrudt og alene. I den ”støj”, Elias befinder sig i, er det nærliggende, at Gud ville benytte sig af en kraftigere støj, et naturfænomen, for at overdøve støjen i Elias’ liv. Men Gud går den modsatte vej; Gud møder Elias i den sagte susen.
Når tanken er tom, og det larmer af krav og opgaver og mangel på overskud i mit liv, så forestiller jeg mig, at Gud må overdøve min støj med sit råb. Men Gud er anderledes – han overdøver støjen i mit liv med stilhedens sagte susen, som vindens kærlige kærtegn – eller sommerregnens milde dråber… Gud berører mig med sit sanselige nærvær.
Gud forstår den afmagt, du og jeg kan opleve. Vores til tider desperate længsel efter at få fyldt op igen. Og han svarer med stilhedens nærvær. En livgivende stilhed.
Gid du, hvor du er, må få lov at mærke Guds sagte susen som en opmuntring om hans nærvær i dit liv og som et stille kærtegn i din hverdags støj.
Rigtig livgivende sommer til dig og dine.
